Generel rejseinformation
Vi anbefaler at du udskriver denne information og omhyggeligt noterer dig de forskellige vejledninger, så din rejse kan forløbe problemfrit.
Tryk på print nederst på siden.
KLIMA:
Forårsperioden (september til november)
Sidst på foråret begynder græsset at gro, træer og blomster springer ud, det er en af de smukkeste tider i Sydafrika. Perioden er tør og varm, især i slutningen, og i denne periode ses der rigtig mange dyr. Temperaturen ligger på 22-28 grader i dagtimerne og ca. 12-17 grader om natten.
Sommerperioden (december til februar)
Sommermånederne kendetegnes ved at der er varmere og der kommer mere nedbør. Hvis man kan tale om en regntid, så ligger den i december og februar. Det er dog ikke sådan, at det regner i flere dage. Der kommer som regel et par voldsomme, men korte byger sidst på eftermiddagen eller i løbet af natten. Temperaturen ligger på 25-35 grader i dagtimerne og ca. 15-20 grader om natten. Da Matswani ligger i 1.200 meters højde over havet, er der tale om en meget behagelig og tør luft, der ikke føles klam.
Efterårsperioden (marts til maj)
Starten af perioden er varm og frodig. Omkring maj/juni måned falder bladene af træerne og græsset visner.
I maj kan man sidde ude i nattetimerne med en sweater på.
Temperaturen ligger på 22-28 grader i dagtimerne og ca. 5-15 grader om natten.
Vinterperioden (juni til august)
Perioden er tør og kold. Græsset er næsten visnet helt væk og der er ingen blade på træerne. Det er lettere at spotte dyr, selv de mere sjældne arter har svært ved at skjule sig. Til gengæld er aftenerne kølige.
Temperaturen ligger på 20-25 grader i dagtimerne og ca. 0-10 grader om natten. Nogenlunde som en dansk sommer.
Se aktuelt vejr på www.dmi.dk
VACCINATIONER:
Matswani anbefaler følgende:
- Hepatitis A (smitsom leverbetændelse type A).
- Difteri-tetanus (Stivkrampe).
- DER SKAL IKKE TAGES MALARIAPILLER, DA VI PÅ INTET TIDSPUNKT KOMMER TIL MALARIA-OMRÅDER.
Vi kan også henvise til www.vaccinationer.dk
FORSIKRING:
Det gule Sygesikringskort dækker ikke rejser udenfor Europa. Det er derfor vigtigt, at der tegnes en forsikring, der dækker sygdom og hjemtransport. Hvis du har dansk bopæl tilbyder vi i forbindelse med din bestilling af jagtrejsen at tegne en fuldt dækkende forsikring som også dækker vådeskudsulykker. Kontakt os på tlf. +45 70 10 03 02.
MEGET VIGTIG REJSEINFORMATION:
- Tjek at navn på dit rejsebevis og på flybillet er NØJAGTIG som opført i dit pas.
- Passet skal være gældende minimum 3 måneder efter hjemrejsen fra Sydafrika.
- Passet skal have mindst 2 blanke viserings sider overfor hinanden ved indrejsen til Sydafrika.
- Hvis du tager eget våben med, så HUSK at medbringe jagttegn, våbentilladelsen og EU våbenpas. Tjek at din våbentilladelse og dit EU pas er gældende i mindst 1 måned efter hjemrejsen fra Sydafrika.
- Vægtgrænser for bagage afhænger af flyselskabet, men det er normalt 20-23 kg + 8-10 kg som kan medtages i kabinen. Bemærk at våben tæller med som alm. bagage. For IBERIA gælder specielt : Kun 1 stk. håndbagage max. 10 kg og kun 1 stk. rejsekuffert max. 23kg. Hvis du medbringer våben så koster det 75 Euro/vej og dette dækker handling og vægten af 1 stk. våbenkuffert med indhold. Se nederst på siden "Pakke vejledning"
- Dankort/Visa og Mastercard kan bruges overalt, og jeres slutregning afregnes via kortbetaling på sidste dag inden afrejse fra Matswani. Matswani modtager ikke kontanter, og har du ikke Dankort eller andet kreditkort, kan du indbetale depositum til Store Verdens kontor inden afrejsen.
- Medbring ca. 300-400 USD eller tilsvarende i Euro eller Sydafrikanske Rand til drikkepenge m.m. Hvis du vil medbringe sydafrikanske Rand kan du enten veksle hjemmefra eller i Johannesburg Lufthavn.
REJSETØJ:
- Alm. afslappet tøj.
JAGTTØJ:
- Alm. dansk jagttøj, og gerne tynde lange bukser - evt med sip-off.
- En sweater, gerne med vindstopper.
- En let jakke da det kan være koldt om morgenen.
- Lette jagtstøvler - evt. med gaitters hvis du vil gå i korte bukser
- Hat med skygge
DRIKKEPENGE:
I Sydafrika er drikkepenge en del af dagligdagen, og de professionelle jægere arbejder hårdt for at levere en top oplevelse, og give dig de trofæer som er på din ønskeliste - bl.a. i forventning om, at indsatsen bliver honoreret med lidt drikkepenge.
Vores kultur er ikke til drikkepenge, men en guideline som mange spørger efter er, at man til de professionelle jægere beregner 50$ pr. dag, og 5 $ pr. dag til trackeren.
INDFØRSEL AF VÅBEN TIL SYDAFRIKA:
Proceduren er forholdsvis enkel, dog er der visse formularer som skal udfyldes - se nedenfor. Alternativ til at medbringe eget våben er at leje våben i Sydafrika, men uanset at de fleste leje-våben har monteret nyere sigtekikkert kan vi ikke garantere at alle våben lever op til vores skandinaviske standard. Derfor bør du kraftigt overveje at medbringe dit eget våben, som du er fuldt fortrolig med. Sammen med din flybillet fremsendes et invitationsbrev, som du skal aflevere når du indklarerer dit våben hos politiet i Johannesburg lufthavn.
Følgende dokumenter udfyldes i god tid før afrejsen :
- Formular A som bruges ved udførsel af våben fra Danmark til ikke-EU land skal udfyldes og afleveres i dansk udrejse lufthavn. Tilsvarende Formular B som afleveres når du kommer retur til dansk lufthavn. Se vejledning her.
- Hvis du medbringer våben, skal du udfylde Våbenskema til flyselskaber - uanset hvilket flyselskab der benyttes. Skemaet skal sendes til Store Verden senest 4 uger før afrejsen.
- Hvis du skal flyve med KLM og medbringer våben, skal du endvidere udfylde et transitdokument, som skal sendes til Store Verden senest 4 uger før afrejsen. Du skal vedlægge kopi af dit rejsepas (billedsiden) samt en kopi af din våbentilladelse.
- Ansøgningsskema vedr. indførsel af våben i Sydafrika (SAPS 520) skal medbringes til Johannesburg. Bemærk at de 2 linjer for underskrift på side 6 IKKE må underskrives før du står overfor politi embedsmanden i Johannesburg.
Medbringer du våben så HUSK våbentilladelse, EU våbenpas, dit jagttegn samt invitationsbrevet, som du modtog sammen med flybilletten.
PAKKE VEJLEDNING OG TIPS VED CHECK-IN:
Våben UDEN bundstykke og UDEN magasin samt evt. riffelkikkert lægges i en aflåselig våbenkuffert. Skydestok kan også placeres i din våbenkuffert. Lad være med at pakke din riffelkikkert i håndbagagen - det kan give problemer i security tjek !
Magasiner (uden patroner) og bundstykke pakkes i en pose e.l. som lægges øverst i din rejsekuffert.
Ammunition skal være i original emballage hvor de enkelte patroner er adskilte (ikke løse) og kasserne lægges i en aflåst ammunitionsbox, som lægges øverst i din rejsekuffert.
Våbenolie og rensesæt må hverken være våbenkuffert eller i ammunitionsbox . Det skal pakkes særskilt i din rejsekuffert. Læg det i en plasticpose nederst i din rejsekuffert.
Vær i god tid i lufthavnen - mindst 2-3 timer før afrejse - da udførsel af våben kan tage ekstra tid. Når du checker ind så husk at oplyse, at du har ammunition i en aflåst box i din rejsekuffert og kontrollér at din rejsekuffert og våbenkuffert bliver forsynet med "Firearm" mærkat.
Har du spørgsmål så kontakt Carsten (ansvarlig for jagtafdelingen) tlf. +45 4017 7322 eller Matswani Safaris salgskontor tlf. +45 7010 0302
Klik på et foto og se hele serien i storformat.









